Værdier og metode
Alle mennesker er værdifulde. Alle mennesker er ligeværdige. Alle mennesker har ret til en ekstra chance i livet. Vi har alle brug for at føle os nødvendige, som en del af et fællesskab og værdsatte. Samtidig har vi brug for, at der bliver sat krav til os, at vi erfarer at nogen tror på os og vores evner, og at vi mærker, at vi kan.
Vi ser det som meget værdifuldt at støtte mennesker i troen på egne evner i livets mange forskellige udfordringer. Vi tror på, at vi med troen på egne evner bedre kan blive herre i eget liv, tage ansvar for vores liv og dermed vokse.
Vi ved også, at alle har brug for et netværk, en fællesskabsfølelse og for at mærke, at nogen vil os. På trods af den bagage man måtte komme med. Derfor vægter vi højt at vise, at vi vil mennesker. At vi møder dem i øjenhøjde. Også når de ligger ned.
Med disse værdier mener vi i Havani, at vi kan støtte mennesker i at vokse og i at ændre eventuelle uhensigtsmæssige mønstre, for på den måde at finde vejen til et liv og en hverdag, uden kriminalitet og misbrug. Herudover også en hverdag med hensigtsmæssige rutiner, som støtter den enkeltes lyst til at fortsætte i en sund retning i livet.
At tro på, at et menneske selv kan, med den rette støtte, ændre sit liv, sin hverdag og sine mønstre – gør, at mennesker udvikler sig. Det tror vi i Havani på.